- Generelle vilkår for årskort
- Årskort til Odense ZOO giver adgang til haven året rundt i havens generelle åbningstider. ZOOs åbningsdage og åbningstider kan variere og tilpasses løbende, men årskortholderen er som minimum garanteret 300 åbningsdage per kalenderår.
- Årskort til Odense ZOO kan enten købes som et:
- årskort-abonnement med én løbende årlig automatisk betaling, eller
- årskort med udløb
- Årskort er som udgangspunkt et digitalt produkt. Det er muligt at købe et fysisk årskort mod et gebyr.
- Årskort er strengt personligt og må kun anvendes af årskortholderen. Årskortholderen bærer ansvaret for, at årskortet ikke benyttes uretmæssigt. Anvendes årskortet af en anden end årskortholderen, vil dette blive betragtet som misbrug af årskortet, hvilket vil medføre, at årskortet inddrages. Misbrug af Odense ZOOs årskort kan føre til retsforfølgelse, idet Odense ZOO forbeholder sig ret til erstatning for tab i forbindelse med misbruget. Årskortet tilbageleveres ikke efter inddragelse, og betalingen for årskortet refunderes hverken helt eller delvist.
- Det er årskortholderens ansvar at holde sine kontaktoplysninger opdaterede, hvis der sker væsentlige ændringer, der påvirker brugen af årskortet. Det gælder fx årskortholderens mailadresse, så Odense ZOO kan komme i kontakt med årskortholder. Mailadresse kan ændres under Min Profil på odensezoo.dk.
- Der er kun fri adgang til Odense ZOO mod forevisning af gyldigt årskort. Hvis gyldigt årskort ikke er medbragt, skal årskortholder betale normal entré, som ikke refunderes. Mistede eller beskadige årskort kan erstattes mod et gebyr.
- Odense ZOO forbeholder sig ret til uden varsel at inddrage et Odense ZOO årskort, hvis Odense ZOO vurderer, at årskortholderen har handlet svigagtigt eller uretmæssigt i eller over for Odense ZOO, eller har udvist en uacceptabel opførsel over for andre gæster, ansatte eller inventar i Odense ZOO, eller ikke har efterlevet henstillinger fra personale i Odense ZOO.
- Odense ZOO forbeholder sig ret til at foretage aflysninger og ændringer i Odense ZOOs offentliggjorte program, som årskortholdere har adgang til uden ekstra omkostninger. Aflysninger eller ændringer i program giver ikke årskortholder ret til at gøre krav på forholdsmæssigt afslag, ophævelse af årskortaftalen eller kompensation i øvrigt.
- Odense ZOO har ret til at reservere dele af Odense ZOOs områder til særlige arrangementer og koncepter, hvortil der kan opkræves særskilt betaling for at få adgang.
- I tilfælde af officielle forbud eller anbefalinger, som indebærer, at Odense ZOO skal holdes lukket eller adgangen til Odense ZOO skal begrænses, fx pga. ekstraordinære sundhedsmæssige, sikkerhedsmæssige eller lignende hensyn, opnår kortholder ikke ret til erstatning, forholdsmæssigt afslag eller godtgørelse af anden art i den forbindelse, medmindre begrænsningen/lukningen medfører, at der er færre end 300 åbningsdage i det pågældende kalenderår.
- Årskort kan købes online via odensezoo.dk, i Odense ZOOs app og ved fysisk fremmøde i Odense ZOOs billetsalg.
- Spørgsmål til Odense ZOO årskort rettes enten skriftligt eller telefonisk til Odense ZOO, Sdr. Boulevard 306, 5000 Odense C, tlf. 66 11 13 60 og e-mail odensezoo@odensezoo.dk.
- Årskort på abonnement
- Årskort, der købes som et abonnement, tegnes som et løbende abonnement, der forudbetales for ét år ad gangen (årsbetaling).
- Et årskort købt på abonnement er gældende for måneden, hvori kortet købes og de efterfølgende 12 måneder. Efter første år vil årskortet automatisk bliver fornyet ved én årlig betaling, hvorefter kortet er gyldigt i 12 nye måneder.
- Gyldighedsperioden for årskort købt som abonnement starter straks ved udstedelse. Dette gælder også selvom årskortet købes i de perioder, hvor Odense ZOO er lukket.
- En aftale om køb af årskort på abonnement kan alene indgås af myndige personer over 18 år.
- Årskort kan købes i Odense ZOOs billetsalg, på odensezoo.dk og via Odense ZOOs app. Køber vil her blive oplyst om nærværende betingelser, som køber skal acceptere. Færdiggørelsen kan ske i Odense ZOOs billetsalg såvel som online via Odense ZOOs app.
- Du kan købe årskort på abonnement til andre end dig selv. Betalingsforpligtelsen vil være knyttet dig som Administrator.
- Odense ZOO forbeholder sig retten til at kræve et oprettelsesgebyr, der i så fald skal accepteres særskilt af dig via købsprocessen.
- Afslutning af køb
- Hvis årskortholderen er en anden end kortets Administrator (den person, som betalingsforpligtelsen påhviler), må Administrator undtagelsesvis videresende årskortoplysninger til årskortholderen.
- Årskortholder skal ved oprettelse af profil tilknytte et billede af årskortholder selv. Billedet af årskortholderen skal være retvisende med henblik på adgangskontrol. Ved besøg i Odense ZOO vises dette foto på en skærm synlig for kontrolløren ved indgangen. Årskortholder skal mod forlangende forevise gyldig legitimation. Ændring af årskortholders navn kan ske ved henvendelse i billetsalget, forudsat at årskortholders navn er tilsvarende ændret i Folkeregistret. Årskortholderens foto kan ændres, hvis Odense ZOO vurderer, at årskortholders udseende er markant forandret. Årskortholder skal desuden registrere sine betalingsoplysninger til brug for den løbende betaling. Årskortholder kan til enhver tid ubetinget tilbagekalde sin tilladelse til, at der løbende trækkes beløb på betalingskontoen. Årskortholders betalingsforpligtelse vil dog fortsat gælde, efter at årskortholder har tilbagekaldt sit samtykke. Hvis årskortholder ønsker at frigøre sig fra betalingsforpligtelsen, skal abonnementet opsiges efter vilkårene nedenfor.
- Årskort købt på abonnement kan mod en merpris også printes som fysisk årskort via Odense ZOOs billetsalg.
- Betaling
- Ved årskort købt på abonnement skal der på købstidspunktet ske betaling for det første år, hvori årskortet er gyldigt. For de efterfølgende år vil betaling ske hvert år 7 dage før udløb. Hvis betalingen måtte fejle, vil der ske en fornyet trækning 3 dage før udløb samt 1 dag før udløb. Fejler betalingen fortsat, vil årskortet blive spærret efter udløbsdatoen.
- Betaling for årskortets første 12 måneder skal ske på tidspunktet for årskortets udstedelse.
- Abonnementet kan betales med betalingskort og kreditkort. Det er desuden muligt at anvende et eksisterende gavekort eller årskort-voucher fra Odense ZOO som hel eller delvis betaling ved oprettelse af abonnementet, så længe årskortholder også tilknytter et betalingskort til fremtidige betalinger. Ved at indlægge dit betalingskort samtykker du til, at Odense ZOO løbende årligt og automatisk, må trække det pågældende beløb.
- Når der trækkes betaling for en ny periode, orienteres Administrator (betaleren) derom på mail.
- Aktuelle priser og gebyrer fremgår altid på Odense ZOOs hjemmeside www.odensezoo.dk
- Prisændringer meddeles via e-mail til den oplyste e-mailadresse senest 30 dage før prisændringen træder i kraft. Du kan læse mere om vilkårsændringer nedenfor.
- Hvis Årskortholder har haft et gyldigt årskort købt som abonnement inden for de seneste 12 måneder, forbeholder Odense ZOO sig ret til at opkræve et oprettelsesgebyr, hvis årskortholder igen ønsker at købe et årskort.
- Opsigelse
- Årskort købt på abonnement kan tidligst opsiges med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter abonnementets start ("Tidligt Ophør").
- Opsiges årskortet, ophører abonnementsaftalen på det tidspunkt, hvor den forudbetalte abonnementsperiode udløber, medmindre der er anmodet om Tidlig Ophør. Årskort kan anvendes i perioden frem til abonnementsperiodens udløb og gentegnes ikke herefter.
- Årskort købt på abonnement skal aktivt opsiges og kan ikke sættes i bero.
- Abonnementet kan opsiges via Odense ZOOs app eller ved henvendelse i Odense ZOOs billetsalg.
- Manglende betaling betragtes ikke som opsigelse.
- Det er kun Administrator (betaleren), der kan opsige et abonnement.
- Hvis der er anmodet om Tidligt Ophør, vil der ske tilbagebetaling i henhold til forbrugeraftalelovens regler. Anmodning om Tidligt Ophør skal fremsendes skriftligt til Odense ZOO Kundeservice (support@odensezoo.dk). Odense ZOO refunderer forudbetalingen for den periode, der ligger efter abonnementsaftalens ophør tillagt 25% af den aktuelle dagspris på opsigelsestidspunktet, jf. forbrugeraftalelovens § 29, stk. 2. Mindsteprisen ved Tidligt Ophør er beregnet ved at dividere Årskortets årlige pris med 12 måneder, oprundet til hele kroner. Herefter tillægges 25%, afrundet til hele kroner og dette beløb ganges med bindingsperiodens 6 måneder. Tilbagebetaling vil som udgangspunkt ske automatisk til betalingskort, hvormed Årskortet blev erhvervet. ZOO er ikke forpligtet til forinden at sende en opgørelse i relation til beregningsgrundlaget for tilbagebetalingen. Tilbagebetalingen vil ske manuelt og hurtigst muligt.
- Odense ZOO tager forbehold for prisjusteringer i bindingsperioden, som nærmere angivet under ”Vilkårsændringer” nedenfor.
- Kvittering for opsigelse sendes pr. mail til Administrator (betaleren).
-
- Vilkårsændringer
- Odense ZOO har ret til at foretage prisjusteringer i abonnementsperioden samt indføre gebyrer på særlige ydelser, herunder pladsreservation. Prisændringer kan foretages som følge af stigninger i forbrugerprisindekset det forgangne år. Prisændringer kan ligeledes foretages, hvis de er et resultat af de øgede udgifter for Odense ZOO, fx i forbindelse med øgede udgifter forbundet med Odense ZOOs drift, herunder omkostninger til leverandører, omkostninger relateret til imødekommelse af nye krav fra myndigheder eller lovgivninger, imødekommelse af løbende inflation, samt som følge af ændringer i abonnementsvilkårene for, eller indholdet af, de respektive årskort.
- Odense ZOO kan løbende ændre i Odense ZOOs produktsortiment, herunder, men ikke begrænset til, de forskellige abonnementstyper, årskort, entrébilletter, mv., samt ændre i det indhold og i de vilkår, som relaterer sig til produkterne, når sådanne ændringer er begrundet i Odense ZOOs kommercielle eller strategiske beslutninger, lovkrav eller lignende.
- Prisstigninger og væsentlige ændringer vil blive varslet direkte og individuelt til den oplyste mailadresse senest 30 dage før, ændringen træder i kræft. Der gives samtidig Årskortholder/Administrator mulighed for at opsige abonnementsaftalen, inden ændringen træder i kraft.
- Ændringer i Odense ZOOs betingelser for årskort vil desuden fremgå på Odense ZOOs hjemmeside www.odensezoo.dk.
- Odense ZOO forbeholder sig ret til at opsige et årskortabonnement, også i bindingsperioden, i tilfælde af et generelt ophør eller ændringer i abonnement- eller årskorttyper, fx på baggrund af kommercielle eller strategiske beslutninger, lovkrav eller lignende. Opsigelser vil blive varslet senest 30 dage før ændringen træder i kraft. Forudbetalte årskort vil blive forholdsmæssigt refunderet.
- Fortrydelsesret
- Årskort købt på abonnement kan refunderes inden for 14 dage ved personlig henvendelse i Odense ZOOs billetsalg eller ved skriftlig henvendelse til Odense ZOOs kundeservice på support@odensezoo.dk. Fortrydelsesretten bortfalder, hvis årskortet tages i brug, herunder ved at Årskortholder anvender årskortet som adgangskort til Odense ZOO eller gør brug af nogle af fordelene ved Odense ZOOs eksterne samarbejdspartnere.
- Årskort med udløb
- Ved køb af årskort med udløb, vil årskortet gælde fra købsdato og 12 måneder frem.
- Et årskort udløber automatisk efter den forudbetalte periode på 12 måneder og er dermed ikke et abonnement. Årskortholderen kan altid konvertere årskortet til et abonnement. I så fald gælder ovenstående betingelser vedrørende årskort på abonnement.
- Afslutning af køb
- Årskort med udløb købes via Odense ZOOs app, odensezoo.dk eller ved fysisk henvendelse i billetsalg eller butik. Årskortet færdiggøres, når årskortholder har udfyldt navn, kontaktoplysninger samt et portrætfoto af sig selv til årskortet.
- Betaling
- Årskortet kan betales med betalingskort, kreditkort og Mobilepay. Det er desuden muligt at anvende et gyldigt gavekort eller årskort-voucher fra Odense ZOO som hel eller delvis betaling.
- Ved køb af årskort med udløb betaler køber forud for hele aftaleperioden, dvs. 12 kalendermåneder.
- Aktuelle priser fremgår altid på Odense ZOOs hjemmeside, se www.odensezoo.dk
- Vilkårsændringer
- Ændringer i Odense ZOOs betingelser for årskort vil fremgå på Odense ZOOs hjemmeside www.odensezoo.dk.
- Odense ZOO kan løbende ændre i Odense ZOOs produktsortiment, herunder, men ikke begrænset til, de forskellige abonnementstyper, årskort, entrébilletter, mv., samt ændre i det indhold og i de vilkår, som relaterer sig til produkterne, når sådanne ændringer er begrundet i Odense ZOOs kommercielle eller strategiske beslutninger, lovkrav eller lignende.
- Fortrydelsesret
- Årskort med udløb kan refunderes inden for 14 dage ved personlig henvendelse i Odense ZOOs billetsalg eller ved skriftlig henvendelse til Odense ZOOs kundeservice på support@odensezoo.dk. Fortrydelsesretten bortfalder, hvis årskortet tages i brug, herunder ved at Årskortholder anvender årskortet som adgangskort til Odense ZOO eller gør brug af nogle af fordelene ved Odense ZOOs eksterne samarbejdspartnere.
- Markedsføring og nyhedsbreve
- Ved køb af Odense ZOO årskort (både på abonnement og med udløb) vil du samtidig blive tilbudt at modtage nyhedsbreve via e-mail fra Odense ZOO med bl.a. aktuelle nyheder fra haven, aktuelle abonnementsfordele, informationer om arrangementer og rabatter i Odense ZOO samt tilbud og fordele, som kan opnås hos Odense ZOOs samarbejdspartnere. Det vil altid være Odense ZOO, der udsender tilbuddene på vegne af samarbejdspartnere. Hvis du tidligere har sagt ja til at modtage e-mails og nyhedsbreve fra Odense ZOO, men ikke længere ønsker at modtage disse e-mails og nyhedsbreve, kan du framelde dig ved at rette henvendelse pr. mail på support@odensezoo.dk eller ved at benytte knappen 'Afmeld' i bunden af nyhedsbrevet.
- Personoplysninger
- Som et naturligt led i Odense ZOOs aktiviteter og markedsføring af Odense ZOO behandler vi oplysninger om vores årskortholdere og øvrige gæster. Læs mere i vores persondatapolitik her. Persondatapolitikken vil også blive accepteret særskilt som led i købsprocessen.
Opdateret den 30. april 2024.