Kan matematikbogen blive lidt for kedelig og ensformig og trænger din klasse til nogle fede opgaver, som viser, hvad matematik kan bruges til i hverdagen? Så kom en tur i ZOO og hjælp med at regne løsningerne ud.
Hvilken lastbil er stor nok til at transportere en giraf og hvilken spand skal dyrepasserne bruge, hvis girafferne skal have præcis 12 kg foder? Hvor meget ville næsehorns horn koste og hvad er prisen, hvis en anden zoologisk have skal købe en af vores tigere?
Der vil være mange forskellige sjove matematikopgaver, som kræver, at I kommer rundt til dyrene og benytter jer af forskellige redskaber, for at løse opgaverne. Opgaverne er selvfølgelig tilpasset klassens niveau og kan benyttes som intro eller afslutning på et matematisk-emne eller måske bare som et afbræk i hverdagens undervisning.
Matematik i ZOO indeholder følgende:
Indskoling: Addition og subtraktion med hele tal. Både store og små tal.
Mellemtrin: Addition og subtraktion med store tal samt berøring af multiplikation og simple brøker.
Udskoling: Addition og subtraktion med store tal samt berøring af multiplikation, ligninger og simple brøker.
Forløbet kan med fordel aftales med vores underviser, så vi rammer det emne, som ønskes understøttet. I kan kontakte os på ZOObooking@odensezoo.dk. Hører vi ikke fra jer, vil vi undervise efter elevernes klassetrin i de emner, som er nævnt i ovenstående beskrivelse.
725 DKK
Ekskl. entré