Hvor mange knogler er der i et menneske sammenlignet med et af de andre pattedyr? Svaret overrasker de fleste, da alle pattedyr har omtrent lige mange knogler. Men hvorfor ser pattedyr så forskellige ud? Nogle har hale og andre har finner eller vinger!
Efter et dyk ned i teorien, hvor vi taler om de forskellige organer, og hvad de benyttes til, skal vi selv i gang. Eleverne skal dissekere en rotte (indskoling/mellemtrin) eller et marsvin (udskoling/gymnasier) og lære, hvor hjertet er placeret og hvordan det ser ud indeni. Pattedyrs organer ligner hinanden og derfor også menneskets rigtig meget, men der er nogle forskelle, som vi stiller skarpt på.
Vi skal tale om tilpasning og ændringer i kroppen. Både sanser, organer og skelet har ændret sig, for at tilpasse sig det liv, som mennesker eller dyr lever. Hvorfor bliver gnavernes tænder ved med at vokse og hvordan er de særligt tilpassede til det liv de lever? Dette er nogle af de spørgsmål, som vil blive besvaret i undervisningen.
950 DKK
Ekskl. entré