Det skabte en del debat, da Københavns Zoo i 2014 aflivede en giraf.
Vi støtter stadig København Zoos beslutning. At aflive et dyr i zoo er ikke noget nyt. Det nye er, at omverden bliver orienteret om det. Det skaber naturligvis debat på godt og ondt. Debatten er velkommen, da den er med til at sætte fokus på, hvorfor vi har zoologiske haver.
Zoologiske haver er sat i verden for at formidle om dyr og for at sikre avlen med truede dyrearter. Vi deltager i en lang række internationale avlsprogrammer og er derfor underlagt strenge restriktioner med hensyn til hvilke dyr, vi lader yngle og hvilke, vi bør aflive.
Giraffen i København måtte aflives, fordi der var risiko for indavl og derfor, gav det ikke mening at avle med den. Det er vores opgave at sørge for, at dyrene er genetisk sunde, så de klarer sig bedst muligt. Zoologiske haver har en vis kapacitet, og det er bedre at have plads til at fremme avlen af giraffer, som kan være med til at sikre arten end at sikre pladsen til en giraf, der er indavlet. Hvis vi generelt giver plads til flere dyr, end anlæggene er bygget til, så går det ud over dyrenes velfærd, og derfor afliver vi overskud, som ikke kan afsættes til andre zoologiske haver.
En del af debatten i 2014 gik på, om det er i orden at dissekere dyr, mens gæster kigger på. I Odense ZOO har vi flere gange dissekeret dyr, mens ZOOs gæster kigger med.
Vi tror på, at dyr skal have et godt liv og en god død. Kan vi med tanke på formidling, lære vores gæster om f.eks. en løves anatomi ved at skære den op, så gør vi det gerne.
Management med avlsprogrammer og aflivning af overskudsdyr hjælper os til at sikre en sund bestand af de dyr, som er ved at uddø i naturen.