Søløven er perfekt tilpasset til et liv i havet. Kroppen er strømlinet, og den kan lukke næseborene under vandet.
De store øjne ser godt i det svage lys, og de lange knurhår kan registrere vibrationer i vandet, når den jager fisk. Det er den god til, for søløven kan svømme helt op til 40 km/t.
Søløver er intelligente og legesyge af natur. I en zoologisk have trives de derfor bedst, hvis de bliver trænet flere gange om dagen.
I Odense ZOO træner vi søløverne 3-6 gange hver dag. Vi aktiverer dem både på land og i vand og med mange variationer, for søløver elsker nye udfordringer.