Springpingviner hopper på klipper og hedder derfor "rockhopper" på engelsk. Læg mærke til, hvordan de sætter kløerne i klipperne, så de kan bevæge sig på meget skrå flader.
Hunnen lægger to æg, hvor det første æg er meget mindre end det andet. I kampen om føde vil den mindste unge i løbet af et par dage dø af sult. Ofte falder et af æggene ud af reden før klækningen, så det er en slags forsikring for at være sikker på at få i hvert fald en unge.
I Odense ZOO håndfodrer dyrepasserne pingvinerne flere gange dagligt, og farvebåndene på deres vinger hjælper os med at kende forskel på dem.