Den røde ibis kendes nemt på sin orangerøde farve. Ungfuglenes fjerdragt er brun, men når de skifter fjer, skifter farven også, fordi de æder krebsdyr, som via fordøjelsessystemet og blodet farver de nye fjer.
Den røde ibis foretrækker at leve i sumpe eller mudrede områder. Dens næsebor sidder så højt oppe på næbbet, at den kan søge føde under vandet og stadig trække vejret. Det nedadbøjede næb fungerer som pincet til at opsamle biller og skaldyr.
I Odense ZOO tilsætter vi foderet et farvestof (canthaxanthin), så den røde ibis kan bevare sin flotte farve.